"Danser med unge" i Mariagerfjord

"Dans som Scenekunst" er temaet først i det nye år.
Den 3. og 4. januar prøver unge fra Mariagerfjord kræfter med moderne dans og breakdance i tre workshops instrueret af to af Uppercut Danseteaters dygtige dansere", fortæller TEATERKREDSEN MARIAGERFJORDs formand, Kirsten Hjarnø Mathiassen.

Hun fortsætter: "De tre workshops, som arrangeres af Teaterkredsen blandt andet med støtte fra Mariagerfjord Kommune, afholdes dels på Mariagerfjord Gymnasium, dels på Onsild Idrætsefterskole, med elever fra Kulturskolens talenthold, Mariagerfjord Gymnasium, Østerskovs Efterskole og Onsild Idrætsefterskole".

Breakdance er oprindelig opstået som gadedans til rap-musik i 70'enes hip hop kultur i U.S.A. Den er kendetegnende ved meget flydende og meget rytmiske bevægelser, hvor danseren snurrer rundt, blandt andet på hovedet (headspin), og ofte udfører meget komplicerede akrobatiske øvelser.

Moderne dans foregår, om man så må sige, mere opretstående på benene. Men i forhold til den klassiske ballet bygger moderne dans på en anden æstetik, ofte med mere tyngde i bevægelserne og dyrkelse af mere "naturlig" krop.

Uppercuts instruktører vil på deres workshops lægge vægt på den koreografiske proces og undervise ud fra praktiske eksempler fra turnéforestillingen "ATLAS", som Teaterkredsen viser for unge og deres familier i Hobro Idrætscenter søndag den 26. februar.

Et spændende projekt, som kan inspirere unge til at udvikle kroppens sprog.

Skrevet af KHM, 19-12-2011