Det nye år starter med et "brag"

Det nye år starter med et "brag"

Året 2011 ligger foran os med mange spændende oplevelser. Bestyrelsen for TEATERKREDSEN MARIAGERFJORD siger tak til alle jer, der var med til den fine tilslutning til vore arrangementer i året, der gik. Vi kan glæde jer med, at der vil komme nye spændende ting på programmet i efterår 2011 og forår 2012.

Som den første forestilling i år byder vi i Kulturhuset i Arden torsdag den 27. januar kl. 19.30 velkommen til en virkelig morsom operasatire, usædvanlig frit efter Rossini´s opera "Barbereren i Sevilla", her kaldet "NYBARBERET I SEVILLA".

Det er igen Danmarks mindste operaselskab "Figaros", der står bag forestillingen, og som alle de, der sidste år oplevede "Farinelli" samme sted, vil huske som et usædvanlig morsomt og meget musikalsk ensemble. Det er herlig underholdning, serveret af to dygtige operasangere, der tillige er fremragende komikere. Det er operasatire, når den er bedst.

Historien er den gammelkendte med Doktor Bartolo, som vil have fat i den unge smukke Rosina, som dog elsker Grev Almaviva. Det unge par får hjælp af den listige barber Figaro, som nok ved hvordan Doktor Bartolo og rænkesmeden Don Basilio skal snøres.

Medvirkende er operasangerne Jakob Næslund Madsen og Hans Duelund, ved flygelet Allan Dahl Hansen. Flot og farverig scenografi og med overraskende "store folkescener".

En garanteret humørfyldt teaterforestilling, som er arrangeret i samarbejde med Kulturhusforeningen, som vil sørge for salg af vin m.m.

Forsalg i Arden Kulturhus eller på tlf. 9854 4343.

Skrevet af KHM, 03-01-2011