Oplivning til sjæl og legeme!

Med få dages mellemrum gør Teaterkredsen Mariagerfjord sit til, at man kan blive lidt oplivet midt i denne vinter.

Den 27. januar var der udsolgt til forestillingen med operasatire i Arden Kulturhus, men allerede 12 dage efter, den 8. februar, kan en morsom teaterforestilling opleves på Hobro Theater og for eksempel kombineres med spisning af "to lette retter" på Theaterrestauranten før forestillingen.

Teaterkredsen Mariagerfjord glæder sig over på Hobro Theater at kunne byde på forestillingen "Hundesvømning", en nutidig komedie med Danmarks største turnéteater, FOLKETEATRET fra København, med skuespilkræfter af høj kvalitet.

Forestillingen "Hundesvømning" er Sex and the City på stoffer tilsat tysk humor?! Et morsomt og skarpt blik på generationen 30+, der endnu ikke har etableret sig med ægtefælle og afkom, men plasker mere eller mindre behændigt rundt i kærlighedens farvande. Hundesvømning er en absurd komedie om det moderne menneskes ulige kamp for at opnå det perfekte liv: Parforhold, børn, karriere og selvrealisering. Når kabalen ikke går op kan det få usædvanlige konsekvenser.

Hundesvømning er skrevet af Reto Finger, en spændende, ung dramatiker fra Schweiz.

Skrevet af KHM, 27-01-2011