Poesi og opera indtog Hadsund

Teaterkredsen Mariagerfjords arrangement med teaterforestillingen "Forår i København" på "davinci RISTORANTE" tirsdag aften den 20. september 2011 blev en stor succes og en usædvanlig oplevelse. Forestillingen har spillet i København, kun med denne ene afstikker til Hadsund, og har fået mange fine anmeldelser.

En af Danmarks mest garvede aktører, den 75 årige skuespiller Sejer Andersen, havde via sit Vitus Bering Teater bedt instruktøren Madeleine Røn Juul og komponisten Pierre Dørge om at skabe en forestilling for en mand, en sangerinde og en musiker.

Sejer Andersen har for ganske nylig udgivet sin digtsamling "Et Sommerfuglekys" og har nu også dramatiseret sine digte i denne dejlige poesiforestilling.

En digter og en operasanger mødes tilfældigt på en bænk. Her udspinder der sig en fin og medrivende stemning. Med oplæsning af kærlighedsdigte og med den svensk-franske sopran Isabel Piganiol, der synger arier med sin smukke stemme, ledsaget af pianisten Madeleine Sjöstrand, er det en meget intens og indtagende forestilling,- en af de mere sjældne.

Teaterkredsen har et stort og alsidigt program her i efteråret.

Den 26. september spilles den morsomme og sprælske forestilling "Alder ingen Hindring" i Norup Forsamlingshus i forbindelse med Teaterkredsens generalforsamling. Igen i Bie Centret d.27. og i Kulturhuset i Arden d.29. til en specialpris på kun 50 kr. pr. billet.

Og umiddelbart derefter opføres "Skærmydsler" på Hobro Theater, lørdag den 1. oktober, med ingen mindre end Jytte Abildstrøm og Daimi, som de kugleskøre tanter.

Skrevet af KHM, 21-09-2011
Kurv
Køb Medlemskab 2020-2021 Få 20% rabat på dine billetter
Mine oplysninger
Medlemslogin