Eksplosiv danseglæde

Eksplosiv danseglæde

Uppercut Danseteater kommer søndag den 26. februar kl. 15 til Hobro Idrætshal med deres største satsning i mange år.

Det bliver med forestillingen ATLAS, der kombinerer moderne dans i høj kvalitet med verdensklasse breakdance, fysisk teater og performance.
Seks toptunede unge mandlige dansere og to forrygende primadonnaer er på scenen i fire internationale koreografier kædet sammen i ATLAS-rejsen. Der er alt fra poetiske soloer til de mest fantastiske breakdance moves kombineret med slapstick i den kendte humoristiske Uppercut stil.

Forestillingen er en fest for øjet ledsaget af lynende intens ny musik. En uendelig energi, ubesværede hofter og en oplevelse, der sprænger alle grænser. Der er en dramatisk nerve og charme til overflod med de purunge dansere i Uppercut Danseteater. Weekendavisen skrev: "Det er helt vildt, som de drenge bare danser røven ud af bukserne. Imponerende ungdomsforestilling".

"Vi har søgt om og fået tilskud fra Region Nord, Moderne dans på Turné, Mariagerfjord Kommune og Kulturstyrelsen" fortæller Teaterkredsen Mariagerfjords billetsælger Anne-Marie Busch-Steenberg og fortsætter, "det har betydet, at vi har kunnet afholde tre danseworkshops med instruktører fra Uppercut i begyndelsen af januar, samt nu kan tilbyde billetter til ATLAS til uhørt lave priser".

For første gang i ca. 30 år vises scenekunst med breakdance og moderne dans i Mariagerfjord Kommune - meget passende når den er Dance Attack kommune i 2012. Her er virkelig en sjælden god mulighed for både forældre og bedsteforældre til at tage med de unge fra 9 år og opefter til en fælles oplevelse.

Skrevet af KHM, 05-02-2012