Hipt danseteater i Hobro Idrætscenter *****

”Tag din teenager eller dit barn over 9 år med til den poetiske, charmerende og breakdance-tonsende ”ATLAS” den 28. februar i Hobro Idrætscenter”, lyder det opfordrende fra Kirsten Hjarnø Mathiassen, formand for Teaterkredsen Mariagerfjord. Teaterkredsen gentager succesen fra sidste år med at vise den forrygende danseforestilling med Uppercut danserne, der snurrer rundt på ryggen, hopper på overarmene, - laver alle deres tricks med flabede grin, med diverse breakstunts og et ekstra headspin!

Kasketten af for Uppercut Danseteater, hvor det nye helaftensprogram byder på krop og liv, sådan som det ser ud, når man vokser op. Fire stykker tidsrigtigt dansekunst, der cirkler om tillid og venskab med teenagernes blik som nysgerrighedspunkt, og koreografi der hele tiden fokuserer på overraskelserne i menneskets bevægelser.

”ATLAS” er ikke bare en nice forestilling. Det er også en ambitiøs sammenstilling af fire værker – en dansefilm og tre livekoreografier – der sammen rammer dansen netop nu. De unge drenge viser alt fra hverdagsbevægelser til moderne dans og breakdance, legende, humoristisk og fyldt med overleverenergi.

Her er virkelig en oplagt mulighed for både forældre og bedsteforældre til at tage de unge fra 9 år og opefter med til en fælles oplevelse.

Billetter til særdeles rimelige priser kan købes ved henvendelse på telefon 2020 9865.

Forestillingen er sponseret af Spar Nord Fonden.

Skrevet af KHM, 12-02-2013
Indkøbskurv
Log ind på min kundeprofil
KØB SÆSONKORT FOR 75 KR - OG FÅ 20% BILLETRABAT
Læs om sæsonkort & medlemskab