JEG ER SPARTACUS - vittig og seværdig *****

JEG ER SPARTACUS - vittig og seværdig *****

”Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil dø” - siger slaveoprøreren Spartacus i dramatikeren Anna Bros bragende morsomme stykke om magt og forfængelighed. Det anmelderroste teaterstykke leveres af det lille Teater Får302 som den sidste turnéforestilling i Teaterkredsen Mariagerfjords teatersæson 2012-2013, og stykket bliver spillet på scenen i Hadsund KulturCenter den 21. marts 2013.

Man ved ikke så forfærdelig meget om slaveoprøreren (terrorist eller idealist?) fra det gamle Rom. Dramatikeren har her digtet en overrumplende skøn lille komedie med en uadskillelig skuespillertrio.

På fem kvarter kommer vi igennem hele historien i en skæg blanding af fortælling og spil. Det er blevet en elementær fortælling om frihed, men også om magt, der korrumperer, parret med gode historisk ukorrekte grin, når Lars Topp Thomsen med naturlig autoritet fremstiller Spartacus, Morten Burian fører sig frem som den selvglade hærfører Crassus, der også er rigmand og boligspekulant, som drømmer om evig berømmelse i historiebøgerne og forsøger slavesex med Birgitte Prins, som vildt modigt forsøger at købe sig selv og dermed sin frihed.

Indimellem latterkramperne sættes tankerne i gang: Kan verden virkelig kun fungere, hvis nogen er slaver for andres overforbrug og magtmisbrug, og kan man ikke få friheden, hvis man ikke allerede har den?

Bestyrelsen i Teaterkredsen Mariagerfjord siger tak til medlemmer og andre teaterinteresserede for en virkelig, god alsidig teatersæson og glæder sig til primo maj at byde på ny udfordrende scenekunst i 2013-2014.

Skrevet af KHM, 05-03-2013
Indkøbskurv
Log ind på min kundeprofil
KØB SÆSONKORT FOR 75 KR - OG FÅ 20% BILLETRABAT
Læs om sæsonkort & medlemskab