Elsker du JOHNNY CASH?

”Denne forestilling fortjener at blive set. Og hører man ikke til blandt dem, der allerede elsker Johnny Cash, ja så garanterer jeg, at man kommer til det!” udtaler anmelderen fra Kultunaut, Danmarks største elektroniske kulturguide, og gav 6 stjerner til forestillingen I AM JOHNNY CASH, som kan opleves i Arden Kulturhus den 2. oktober kl. 19.30.

Teaterkredsen Mariagerfjord har sat I AM JOHNNY CASH musikteaterforestillingen på programmet i stedet for ”Den sidste Turist”, som Bodil Jørgensen på grund af et uheld måtte aflyse. ”Men Bodel Jørgensen kommer til næste sæson” lyder det fra Teaterkredsens formand, Kirsten Hjarnø Mathiassen, som sammen med Teaterkredsens bestyrelse og Kulturhusforeningen i Arden er glade for at kunne præsentere en kabaret sat sammen af instruktøren, skuespilleren og flere gange reumertvindende Mads M. Nielsen og komponist og kapelmester Lasse Schmidt.

På scenen til at fortolke både Johnny Cash og mænd i almindelighed står to unge – og nogle af deres generations mest – talentfulde sangerinder, skuespillere og performere: Frederikke Maarup Viskum og Astrid Højgard.

Kabaretten havde stor succes på Café Liva, Nyhavn i forsommeren 2014, hvor pressen skrev rosende ord, således f. eks.Copenhagen Culture: ”Og hold da helt kæft, hvor kunne de synge!”.

Billetter købes på denne hjemmeside eller på bibliotekerne. Forfriskninger kan købes og fra kl. 18. tilbydes i Kulturhuset teaterbuffet til 150 kr, som købes sammen med billetterne.

Skrevet af KHM, 23-09-2014
Kurv
Køb Medlemskab 2020-2021 Få 20% rabat på dine billetter
Mine oplysninger
Medlemslogin