Klassisk farce på Hobro Theater

Klassisk farce på Hobro Theater

Århus-teatret Svalegangen opfører ”INGA & LUTZ”, et humoristisk billede af X-factor-generationen, på Hobro Theater den 9. april, - i øvrigt det eneste sted i Nordjylland. Det er Teaterkredsen Mariagerfjords næstsidste forestilling i sæson 2014-15 ud af i alt 11 turnéforestillinger, hvoraf de fleste har været for fulde huse.

Stykket tegner et billede af en småforkælet generation af drømmere, der tilsyneladende er meget sikre på, at de alle er helt unikke og selvfølgelig vil kapre drømmejobbet. De skal bare netværke på den helt rigtige måde eller få den helt rigtige ide til et smart projekt.

Lutz er blevet arbejdsløs og kan ikke tage sig sammen til noget som helst. Han er heller ikke helt med på sin kone Ingas drøm om at få et barn. Han er mere interesseret i sin ven Mannis nye forretningsidé, som har et kæmpe vækstpotentiale, og som selvfølgelig lige om lidt vil gøre dem alle sammen rige. Desværre må startkapitalen nødvendigvis komme fra nogle ikke så venlige russiske forretningsmænd. Og desværre ved de to venner heller ikke helt, hvordan man driver et firma. En lille ting går galt, og historien, fuld af farcens klassiske forviklinger og forvekslinger, er i gang.

Inga og Lutz er samtidig en historie om, at vi alle kæmper for at lykkes med vores liv og vores projekter. De fleste søger en større mening end den perfekte bolig og den perfekte familie, og når livet ikke former sig, som vi håber, så rammer fiaskoen ekstra hårdt.

I rollerne ses Troels Malling Thaarup, som bl.a. er kendt fra Krysters Kartel, Anders Brink Madsen, Lykke Sand Michelsen, Holger Østergaard og Fanny Bernth. Forestillingen er instrueret af Per Smedegaard og varer er 1 time og 40 min. uden pause.

Bestyrelsen ønsker alle en rigtig god og glad teateraften og gør opmærksom på, at Hobro Teaterrestaurant tilbyder en teaterbuffet før forestillingen. Spise- og teaterbilletter købes på www.tkmf.dk eller kontant på bibliotekerne.

Skrevet af KHM, 31-03-2015
Kurv
Køb Medlemskab 2020-2021 Få 20% rabat på dine billetter
Mine oplysninger
Medlemslogin