MARIAGERFJORD som Danmarks teatermekka!

MARIAGERFJORD som Danmarks teatermekka!

Fra 1. maj kunne Teaterkredsens sæsonbrochure 2015-2016 hentes på Mariagerfjords bibliotekerne, og billetsalget begyndte fra denne hjemmeside, hvorfra brochuren også kan downloades (se bjælken i bunden). Efter sommerferien vil brochuren desuden ligge hos mange virksomheder og i venteværelser over hele kommunen.

Øverst til højre kan man tilmelde sig som medlem i 2015-2016, og få alle medlemsfordelene, der udover rabat på billetterne omfatter en gratis forestilling den 14. september samt rabat på billetter i Himmerlands Teater, i Vesthimmerlands Teaterforening og på Svalegangen i Århus mod forevisning af Teaterkredsens medlemskort.

Det flydende Teater, som opførte den fantastiske Karen Blixen forestilling på Gasmuseet sidste november, kommer til Øster Hurup med et musikalsk portræt af digteren og modstandsmanden Halfdan Rasmussen om venskab, loyalitet, kærlighed og krig. Mens Halfdan Rasmussen æres i anledning af hans 100-års dag, hyldes Carl Nielsen hele to gange i løbet af sæsonen i anledning af hans 150 års fødselsdag.

Vi vil ikke undvære Det Kongelige Teater, som på Hobro Theater præsenterer et gæstespil med scenekunstens ”Grand Old Man”, Henning Jensen, i en af hans karrieres højdepunkter i rollen som den aldrende skuespiller i HELT ENKELT KOMPLICERET.

Bodil Jørgensen opfører i Den Gamle Biograf i Mariager sin anmelderroste Lulu Ziegler kabaret DEN SIDSTE TURIST, og Danmarks skarpeste og morsomste satiriker, Jacob Morild, optræder i Arden.

Flere af forestillingerne er særligt egnet for unge. Det berømmede Uppercut Danseteater viser nye forestillinger med breakdance og moderne dans i Hobro Idrætscenter, ligesom vi kan arrangere workshops med de dygtige dansere. Hobro Theater fyldes med konfirmander, og på Julemærke­hjemmet ser og hører de opera.

Shakespeare udsat for Dario Fo kan ses i Hadsund, og i Arden Kulturhus får vi 2 timers sprudlende, skør og festlig forestilling, når operetten FLAGERMUSEN opføres af Danmarks mindste operakompagni, Figaros, mens man i Helberskov oplever Bellmans frække, elegante, humoristiske og stemningsfulde viser. Endelig sender Teatret Svalegangen i Århus to festlige forestillinger til Hobro Theater.

På forsiden af denne hjemmeside (klik på logoet øverst til venstre) er der et link til nærmere omtale af hver af sæsonens forestillinger (klik på billedet). Fra omtalen af hver foretilling købes billetterne online, eller de kan købes kontant på bibliotekerne.

Takket være mange kultursponsorater fra erhvervslivet og tilskud fra de offentlige myndigheder, Mariagerfjord Kommune og Kulturministeriet, har det været muligt at sammensætte dette ambitiøse program, som sammen med Himmerlands Teaters 15 forestillinger i forhold til indbyggertal må kvalificere Mariagerfjord som Danmarks teatermekka!
Dermed opfordrer Teaterkredsens bestyrelse også rigtig mange borgere til i den kommende sæson at benytte vores tilbud til at se rigtig megen god scenekunst.

Skrevet af KHM, 24-05-2015
Kurv
Køb Medlemskab 2020-2021 Få 20% rabat på dine billetter
Mine oplysninger
Medlemslogin