Så kom Våren også til Mariagerfjord

Mandag aften d. 16. april var der forårsstemning i Norup Forsamlingshus. Lysegrønne veldækkede borde tog imod tilskuerne, da de ankom til forestillingen ”Søren elsker Katinka” arrangeret af Teaterkredsen Mariagerfjord i samarbejde med NOKI, Norup og Omegns Kultur- og Idrætsforening. Teater Optimis med de to musikere Allan Høier og Allan Thorsgård tog et veloplagt publikum med på tur gennem Danmarks største visedigter, Sigfred Pedersens liv og virke. De sang og fortalte om et broget, spændende og udfordrende liv, et liv fra fattigdom med rotter og retirader til højt værdsat navn på finansloven. Sigfred Pedersen, der var sprogets elsker og bruger lavede hverdagsbilleder om til poesi. En almindelig storvask blev til visen ”Tørresnoren”, skærslipperens besøg i baggården - ”Den gamle skærslippers forårssang”. Allan & Allan skabte forårsstemning med de mange både kendte og ukendte viser, våren kom susende og vi plukkede fløjlsgræs og nynnede sammen med Søren Bramfri. En vellykket aften som publikum kvitterede for med stort bifald.

Tirsdag aften var der festlig stemning på Rold Gl. Kro, hvor Teaterkredsen Mariagerfjord havde inviteret Teatret Optimis med deres rørende portræt-cabaret "Søren elsker Katinka".
En fornem hyldest og samtidig en stor og varm kærlighedserklæring til en af Danmarks største visedigtere, Sigfred Pedersen.
Vi hørte dem allesammen: Tørresnoren - Søren Bramfris lærkesang - Jeg plukker fjøjlsgræs - Katinka, Katinka - Den gamle skærslippers forårssang m.fl.
Kendte og ukendte viser alle flettet sammen med historien om Sigfred Pedersens liv lige fra han voksede op som bondedreng på Fyn og rejste til København for at læse på universitetet, men heldigvis for os i dag hurtigt blev opslugt af bohemelivet og Nyhavn - og endte som Danmarks folkepoet.
Det var svært for det oplagte publikum ikke at nynne med på de kendte viser, når de med stor indlevelse og kærlighed blev fremført med så stor en dygtighed og i et unikt of finurligt samspil mellem de to kunstnere, sanger og skuespiller Allan Høier og arrangør og guitarekvilibrist Allan Thorsgaard.
Efter forestillingen fik nogle en snak med Allan Høier om Sigfred Pedersens tilhørs- og familieforhold.
Det viste sig nemlig, at der i både Norup aftenen før samt ved forestillingen i Rold begge steder var personer blandt publikum, der havde familiemæssige relationer til den folkekære poet.
Tekst. Sif Kristensen og Inge Reiter Foto. Niels Reiter

20-04-2018
  • Advokathuset Helle Larsen
  • Beauté Pacifique
  • Beierholm
  • Benefit Hadsund
  • Bordpladefabrikken-HM-Group
  • Bæchs
  • Dansk Revision
  • Danske Bank
  • davinci Ristorante
  • ELCOLD FREEZERS
  • Familie Dyrlægerne
  • Fysioterapeut Mogens Samuelsen
  • Hobro Lyntryk
  • Hotel Amerika
  • Knauf
  • Kultur Styrelsen
  • Kvist&Jensen
  • Lillegården El
  • Mariagerfjord
  • Onsild Elteknik
  • Punkt1
  • Reiter
  • Statens Kunstfond
  • Theater Restauranten