Den nye teatersæson står for døren

Den nye teatersæson står for døren Se galleri

Om et par uger, den 1. juli 2019, begynder den nye teatersæson 2019-2020.

Allerede fra den 1. maj 2019 kunne man på Teaterkredsens hjemmeside, www.tkmf.dk, læse om det overflødighedshorn af forestillinger, som vi præsenterer i den nye sæson. I stedet for de sædvanlige 8-10 forestillinger på en sæson, har vi 20 opførelser af 14 forskellige forestillinger, fra kabaret til opera og alt derimellem, fordelt over hele kommunen.

Til fire musikforestillinger har Sparekassen Hobro Fonden ydet en stor donation, og om to forestillinger samarbejder vi med Himmerlands Teater, mens Hobro Musikforening samarbejder med os om Verdis opera, LA TRAVIATA.
Særligt stolte er vi imidlertid af for første gang at præsentere tre forestillinger for over 600 børn og unge på fem skoler og Julemærkehjemmet.

Også Teaterkredsens hjemmeside, www.tkmf.dk, er blevet forbedret. I stedet for at købe billetter til hver enkelt forestilling kan man nu via ”Billetbestilling” på hjemmesiden bestille alle sine billetter, ovenikøbet med en klækkelig rabat, hvis man bestiller tre eller flere forestillinger på én gang eller til en gruppe.

Når man har betalt kontingent kan man – fra 1. juli – på hjemmesiden selv udskrive sit medlemskort, der ved forevisning giver rabat på Himmerlands Teater, ved forestillinger arrangeret af Vesthimmerlands Teaterforening og på Svalegangen i Aarhus.

Siden den 1. maj kan man, ligeledes på hjemmesiden, indbetale sit personlige årskontingent på bare 60 kr. for den nye sæson og dermed få 20% rabat på alle vores teaterbilletter (Teaterkredsen ser meget gerne at man benytter indbetalingsknappen på hjemmesiden, fordi både medlemskartotek og bogføring så automatisk ajourføres).

Alle der modtager denne mail er allerede registreret i Teaterkredsens adressebog og kan derfor nøjes med at benytte muligheden ”Allerede medlem”. (Nye medlemmer derimod må registrere sig med de ønskede oplysninger under ”Nyt medlem”).

Skrevet af MH, 11-06-2019