GLÆDELIG JUL og GODT NYTÅR

Hermed ønsker Teaterkredsen medlemmer, sponsorer og samarbejdspartnere en GLÆDELIG JUL og et GODT NYTÅR!

Nu halvvejs gennem teatersæson 2019-2020 kan vi se tilbage på en skøn vifte af succesrige forestillinger.
Efterårssæsonen bød på hele 12 succesfulde opførelser rundt om i vores kommune, bl.a. startende med flere flotte børne- og ungdomsforestillinger på skolerne, og sæsonen sluttede af med store dramaer som SVEJK I ANDEN VERDENSKRIG, denne i nært og kært samarbejde med Himmerlands Teater - og endelig med 
Strindbergs smægtende ægteskabsdrama DØDSDANSEN, begge forestillinger spillet for et meget begejstret publikum.

I anden halvdel af teatersæsonen tager vi efter nytår hul på endnu en perlerække af skønne teateroplevelser.
Vi lægger ud med en Reumert-nomineret ungdomsforestilling på Hobro Gymnasium om krigens konsekvenser for en ung soldat og hans familie, og i Arden Kulturhus skal vi se endnu en forestilling DEN SIDSTE GUD i skønt samarbejde med Himmerlands Teater. 

På Hobro Theater opfører sangerne fra Figaros en komisk festudgave af ELVERHØJ og senere i marts måned kan operaelskere glæde sig til Verdis LA TRAVIATA på Mariagerfjord Gymnasium med bl.a. Niels Jørgen Riis, Danmarks fineste tenor. Operaen arrangerer Teaterkredsen i samarbejde med Hobro Musikforening.

Sæson 2019-2020 afsluttes på værdig vis i Den Gamle Biograf i Mariager med et Reumert-vindende, nyskabende og kærligt portræt af DEN GRØNLANDSKE MAND og i Sønder Onsild med en intim kabaret LÆNGE LEVE LIVA!

På gensyn i teatret!
Bestyrelsen ønsker GLÆDELIG JUL og siger tak for i år!
Teaterkredsen Mariagerfjord
Inge Reiter, formand

Skrevet af IR, 27-12-2019
Kurv