VARM, HELSTØBT OG POETISK

VARM, HELSTØBT OG POETISK Se galleri

Benny Andersen var en spændende person, en af de mest læste og sungne danske lyrikere, som mestrede det danske sprog på en underfundig måde, og hvis tekster de allerfleste har stiftet bekendtskab med.
Teaterkredsen Mariagerfjord havde søndag den 17. og mandag den 18. november arrangeret, at Teatret Optimis opførte forestillingen "BENNY – Livet er ikke det værste man har" for et stort publikum, dels i "Kig Ind" i Nørager og i Sdr. Onsild på Idrætsefterskolen, hvor publikum, blandt andre efterskolens elever, blev underholdt og godt informeret af de to musikalske kunstnere Allan Høier og Erik Axel Wessberg (guitar).

Teatret Optimis har en meget stor viden om vores nationaldigter, og det var en varm, helstøbt og poetisk forestilling, som betog publikum. Det var jo en sand perlerække af Benny Andersens digte og viser, fint fremført og med særdeles stemningsfuldt guitarspil.

Teaterkredsen Mariagerfjord har haft et stort velbesøgt efterårsprogram og slutter året 2019 med teaterforestillingen DØDSDANSEN på Hobro Theater, hvor nogle af Danmarks mest kendte og ypperste skuespillere, Waage Sandø, Ole Lemmeke og Pia Jondal ”træder dansen” på de skrå brædder.

Skrevet af Kirsten Hjarnø Mathiassen / Teaterkredsen., 22-11-2019