NU KOMMER FIGAROS PÅ HOBRO THEATER

NU KOMMER FIGAROS PÅ HOBRO THEATER Se galleri

Foråret bringer sang, musik og opera til Mariagerfjord. Lørdag den 7. marts i Hobro på det agtværdige Hobro Theater fra 1902 har Teaterkredsen arrangeret teaterkompagniet Figaros med deres opdaterede udgave af den næsten 200 år gamle nationalromantiske forestilling ELVERHØJ, oprindelig skrevet af Johan Ludvig Heiberg med musik af Friedrich Kuhlau.

”ELVERHØJ- men tonen er lav” er en rigtig festforestilling med operasangere og kongelig komik, og handlingen i Figaros udgave har stort set samme dramatiske forløb som den oprindelige. Men med Figaros er alt uforudsigeligt. Der kan ske ting og sager undervejs. Denne meget lidt højpandede udgave af ELVERHØJ byder på skøre indfald, musik og komik, og det kan nok heller ikke undgås, at en forbryderbande blander sig, ikke blot i ouverturen, men i selve handlingsforløbet.

Alle spiller flere roller – men sikkert er det, at i denne forestilling er der mindst ligeså meget sang, musik og komik, som vi har set i SVEND, KNUD OG VALDEMAR, PINAFORE, PIRATERNE FRA PENZANCE m.fl., som Teaterkredsens publikum kender fra tidligere sæsoner. I denne festforestilling spilles, synges og danses alle roller i fuld scenografi, lys og kostumer af Lisbeth Kjærulf, Rasmus Krogsgaard, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.

Før forestillingen fra kl.17.30 tilbyder Theater Restauranten en teaterbuffet, som tilkøbes samme sted som billetten på www.tkmf.dk eller på biblioteket.

Teaterkredsens bestyrelse gør endvidere opmærksom på sæsonens fire forestillinger i foråret-20 i Teaterkredsens sæsonprogram 19/20, som ligger på alle biblioteker og kan ses på www.tkmf.dk

Skrevet af KHM, 19-02-2020
Kurv
Læs om sæsonkort & medlemskab
KØB SÆSONKORT FOR 75 KR OG BLIV MEDLEM - MED 20% RABAT
Log af eller på din kundeprofil