DRAMA PÅ HOBRO THEATER
Ibsens klassiker, GENGANGERE, blev torsdag aften opført på Hobro Theater – med stor succes. Forud var der arrangeret et gratis oplæg om Henrik Ibsen på Biblioteket med lektor Ole Bent Larsen.
Nyopsætningen af det intense familiedrama, hvor bedrag i fortiden fører til katastrofale valg, hvor dobbeltmoralen og hykleriet hersker, blev fremragende formidlet. Vi oplevede skuespillere, som virkelig formåede at rive et meget engageret publikum med.
Waage Sandø viste sit helt særlige format i rollen som Pastor Manders, og han blev fint suppleret af den kvindelige hovedrolleindehaver, Mette Kolding, som var trådt ind i rollen som Fru Alving i stedet for en sygemeldt Pia Jondal.
Scenografi og kostumer var enkle, holdt i hvide, grå og sorte nuancer med spejleffekter, som understregede stykkets tema om fortidens ”Gengangere”, som afsløres og igen og igen dukker op.
Men til trods for stykkets absolut alvorlige indhold, som desværre stadig er ganske aktuelt, var der også plads til latter og munterhed hos publikum undervejs. Det blev en virkelig vellykket teateraften i Hobro, hvor Teaterkredsen Mariagerfjord og Himmerlands Teater samarbejdede omkring arrangementet.
Skrevet af Rita Nielsen, 12-11-2021- 23-05-23:VAR DET HELE FORGÆVES?
- 09-02-23:OBS! OBS! OBS! OBS!
- 04-02-23:HVOR GÅR KØNSKAMPEN HEN?
- 04-01-23:DE TRE MUSKETERER på Hobro Theater