DE TRE MUSKETERER på Hobro Theater
Den ustyrligt morsomme forestilling, DE TRE MUSKETERER, opføres torsdag den 26. januar på Hobro Theater. Historien er en meget fri gendigtning af Alexander Dumas’ udødelige roman. Alle roller spilles, synges og danses med humor, tilsat kendte hits fra operaer, operetter og musicals. Der venter publikum store mængder intriger, fægtescener, kærlighed, onde skurke og ædle helte.
Tre elitesoldater i den franske konges hær - Porthos, Athos og Aramis - opdager et ondskabsfuldt komplot, der vil vælte tronen. På deres vej møder de det unge fægtetalent, D'Artagnan, som de tager under vingerne, og sammen kaster de fire helte sig ud i kampen for at afsløre komplottet, redde den franske trone og dronning Annas ære og ægteskab.
Udover disse fire helte møder vi selveste den franske konge, Louis 13., dronning Anna, skurken Rochefort, den onde spion Milady de Winter og den magtfulde kardinal Richelieu.
Samtlige roller spilles på Figaros sædvanlige unikke facon med charme, musikalitet og humor af fire topprofessionelle kunstnere.
Forestillingen arrangeres af Teaterkredsen Mariagerfjord, og billetter - og evt. Teaterbuffet i Theater Restauranten - købes her på hjemmesiden.
Skrevet af KWF, 04-01-2023